Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

138 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. Natur intet utaaleligere end Uvirksomhed og Stivnen.“ Virksomhed er altsaa selve Tilværelsens og Menneskets Grundvæsen, Driften dertil den indre Drivfjer i Menneskets Udvikling og den ubrudte, mere og mere omfattende Udvikling dets Maal. I saadanne Tanker er det Rous-seaus Valgsprog: Følg Naturen!, der titter frem: Mennesket har i sit eget Væsen en Kærne, der vil spire og bære Frugt, naar man lader det gaa de naturlige Veje. Lidt efter lidt vil Aanden optage den hele Verden i sig, „og vor Aand er derfor i Virkeligheden større end den hele Verden, allerede for saa vidt som det indeholdende nødvendigvis er større end sit Indhold." Paa Handlingens Omraade viser Mennesket sig paa samme Maade selv Vej. „Harmoni i Sæderne er naturlig for Mennesket. En vis Spire til Dyd er Mennesket medfødt, det kan man slutte af en dobbelt Grund: for det første deraf, at ethvert Menneske glæder sig over Harmonien, for det andet deraf, at det selv indadtil og udadtil ikke er andet end Harmoni. Ligesom nemlig Storverdenen selv er Billedet af et stort Ur, saa kunstfuldt sammensat af flere Hjul og Klokker, at den ene Del faar sine Bevægelsers Vedvar en og Harmoni af den anden, saa-ledes er Mennesket det ogsaa. Dets Legeme er højst underfuldt bygget, og her er Hjærtet det først bevægende, Kilden til Liv og Handling; fra det faa de øvrige Lemmer deres Bevægelse og Maalet for Bevægelsen. Men Loddet, som frembringer Bevægelserne, er Hjærnen;. ti denne drager ved Hjælp af Nerverne, som ere dens Snore, de øvrige Hjul op og ned. Den indre og den ydre Mangfoldighed i Virkemaaden ytrer sig gennem selve Bevægelsernes afmaalte, indbyrdes Overensstemmelse. Saaledes er Viljen det første Hjul i Bevægelsen; Lodderne, som dreje det, ere Attraa og Begær, som faa