Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. 139 hin til at hælde til den ene eller den anden Side. Stoppehjulet, som sætter Bevægelsen i Gang og igen standser den, er Fornuften, der afvejer og bestemmer, hvad, hvor og hvorvidt noget skal gribes og flys. Sjælens øvrige Bevægelser ere ligesom de mindre Hjul, der følge Hovedhjulets Bevægelse. Naar derfor Attraaen og Drifterne ikke have for stor Vægt og Fornuften i rette Tid hemmer og fremmer, saa kan kun Harmoni mellem Dyderne blive Resultatet og give Handlen og Liden den rette Temperatur. Mennesket er saaledes i sig selv intet andet end Harmoni. Og ligesom det er Tilfældet med et godt Ur og med et velbygget Orgel: Er noget i Stykker, skurrer noget ved det, saa kan den forstandige Kunstners Haand igen gøre det godt, hvis Gud hjælper dertil.“ Man mindes ved denne Fremstilling, naar man ser tilbage i Tiden, om Platon og hans Kosmos, Tilværelsens og Menneskets Kosmos, og ved at se frem i Tiden om Frøbel, hos hvem ogsaa Begreberne Makrokosme og Mikrokosme og Tilværelsens °g Menneskets gensidige Afspejlingsforhold spiller en Hovedrolle. Den religiøse Vending, hvormed Tankegangen afsluttes, er tydelig nok ikke Udtryk for noget egentlig kristeligt Forbehold, det er ikke Guds overnaturlige, forløsende Indgriben, der paakaldes, men blot 6t fromt Hjærtesuk, der stiller alt, hvad der sker, under den guddommelige, styrende Magts Øje. Ligesom Moraliteten saaledes ligger ogsaa Religiøsiteten i Mennesket; ti det er Guds Billede, og Billedet kræver Lighed. Og hvorhen skal dets Attraa vende sig, om ikke til den Grundkilde, hvoraf det udspringer? Kun maa denne Grundkilde paa fyldestgørende Maade erkendes. Og om man end maa tilstaa, at denne naturlige Længsel efter Gud som det højeste Gode er bleven formørket