Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

140 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGKä“. ved Syndefaldet, saa er der dog en Spire tilovers, som paany kan vinde Kræfter. „Derfor maa ingen, naar der er Tale om Frelsemidlerne mod Fordærvelsen, stille selve Fordærvelsen op imod os; ti Gud har ophævet denne ved sin Aand og ved de forordnede Midler ... Det er derfor skammeligt og et sikkert Tegn paa vor Utaknemlighed, at vi stedse vise hen til vor Fordærvelse og lønligt undlade at genoprette vor forrige Tilstand.“ Med Kristendommen som Gennemgangsled er han alt-saa kommen tilbage til sit Udgangspunkt, den ubrudte Menneskenatur, der indenfra kan udvikle sig henimod sit Maal. „Det maa derfor gælde for naturligere, at Mennesket ved den hellige Aands Naade fremmes mere i Visdom, Ærbarhed og Hellighed, end det hindres ved den tilfældige Fordærvelse. Enhver Ting vender nemlig let tilbage til sin Natur.“ Synden er saaledes bleven det uvæsentlige, det den egentlige Menneskenatur modsatte, en Uerfarenhedens og Ungdommelighedens Frugt, som ingen i Menneskets Væsen begrundet Drift med Nødvendighed afføder; den guddommelige Naade bliver et Opdragelsesmiddel, hvorved Mennesket genfinder og erkender sig selv, ikke et Omvendelsesunder, i hvilket Mennesket afdør fra sig selv for at begynde med en ny Begyndelse. Medens „Gud er Videnskaben i dens eget Væsen, uden Begyndelse, uden Ende, og i ét Aandsblik véd alt, saa maa Mennesket i Følge sin endelige Natur lidt efter lidt granske sig denne Indsigt til og maa dannes til at gøre det paa rette Maa de. Udviklingen gradvis, som er saa iøjnefaldende ved Legemet, gælder ogsaa for Aandens Vedkommende, og Mennesket er deri underordnet den hele Naturs Lov. Det fødes med den blotte Mulighed, med Evnen i Form af et Anlæg, der endnu er tomt