Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMEMUSES „DIDACTICA MAGNA“. 141 og indholdsløst og først efterhaanden skal fyldes for at vokse derved. Opdragelsen er altsaa nødvendig og mest maaske for Genierne, fordi disses Anlæg ved ikke at ledes mod det rette Maal vil blive saa meget farligere, som deres Kraft er større end andres. „Geniet vil da slide sig selv op, som en Mølle, der bliver ved at gaa og intet Korn har at male, lidt efter lidt ødelægges.“ Men noget lignende gælder om alle. „De rige uden Visdom ere Svin, mæskede med Klid. De fattige uden Kundskab om Tingene ere som slidende og slæbende Æsler. Den velskabte uoplærte er en smuk Papegøje, en gylden Skede med en Blykaarc'le.“ Fra Comeniuses kristelige Standpunkt er Nødvendigheden af Menneskets Opdragelse og Uddannelse indlysende nok; ti da det jordiske Liv, set i dette Lys, faar sin Betydning ved at være Evighedens Forhal, i hvilken det skal afgøres, om Døden fører til Salighed eller til Fordømmelse, saa bliver det jo af yderste Vigtighed, at Mennesket i Tide ledes til Himmeriges Indgangsdør, til den rette Erkendelse ; ingen véd, hvad Dag Døden banker paa. At uddanne Erkendelsesevnen tidligt bliver dernæst fra det rent humane Standpunkt nødvendigt, fordi Livet skal være Handling og Handling er betinget af Indsigt. Og «elve Barndommens Blødhed og Bøjelighed, dens aabne Sans for Indtryk og dermed forbundne Evne til at bevare dem knytter naturligt Opdragelsen og Undervisningen til dette Tidsrum. I den lange Voksetid ligger ogsaa et Naturens Fingerpeg; det er ikke for intet, at Mennesket i Modsætning til Dyret saa længe er Barn. Hvad der er optaget i Løbet af Menneskets egen Udvikling og vokset fast sammen med den, har dermed ogsaa uadskillelig forenet sig med det og tilhører det for hele Livet. Og endelig gør Menneskets hvileløse