Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTIOA MAGNä“. 143 Dannelsen. Kvinderne maa drages med ind paa dens Omraade og med deres særlige Kald som Hustruer og Modre for Øje udvikle sig som Væsner, der fuldt saa vel som Mændene ere skabte i Guds Billede og have Fremtiden for sig. Og „naar nogen vilde sige: Hvad skal det blive til, naar enhver, fra Fyrsten ned til Lastdrageren, By- og Landboere, Mænd og Kvinder, i lige Grad blive dannede? maa man svare: Det vil ingenting skade. Ethvert Menneske vil bestandig finde Stof nok til at tænke over og stræbe efter noget godt. Alle ville glæde sig over deres Arbejde og Gerning, stadig tænke over Guds Værker og tilsidst sky det slette. De ville tilsidst lovprise og elske Gud og glade skue over i Evigheden.“ Man mærker i saadanne Ord en Genklang af Luthers Opfordring til de tyske Fyrster og Stæder. Den humane Tankebevægelse hos Comenius stiller nu Skolen følgende Opgave: Med det Maal for Øje at bringe den hele Menneskenatur til alsidigt og harmonisk at udfolde sig skal Skolerne undervise alle i alt. Men det følger af sig selv, at hvad der saaledes opstilles som vejledende Grundsætning for at bestemme Skolens Aand, ikke kan gennemføres bogstavelig: alle Videnskaber og Kunster ere for omfattende et Omraade for et enkelt Menneske og saa meget mere for et Skolebarn; man maa altsaa begrænse sig til Grundlaget for de forskellige Kundskabskredse i deres forskellige Art og Retning, forsaavidt Mennesket som tænkende og handlende Væsen trænger dertil. Skolen maa altsaa dog i sin Virksomhed ligesom omskrive det hele Liv; ti „da Skolerne ere Menneskelighedens Værksteder, idet sørge for, at Mennesket bliver Menneske, d. v. s. et fornuftigt Væsen, Skabningernes Herre, ogsaa sin egen, og sin Skabers Glæde, saa maa de søge at opnaa det