Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

144 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. ved Opklaring af Forstanden, ved at vænne til Forsigtighed i at handle og ved at opløfte Sindet til Gud.“ Det ses let, i hvilken Grad Comenius kæmper for Skolens opdragende Indflydelse, den blotte Meddelelse af Kundskab er ham ikke nok, først idet det intellektuelle træder i Tjeneste hos det moralske og de begge underordne sig under det religiøse, er Maalet naaet. Den golde, middelalderlige Lærdom for Lærdommens egen Skyld bliver nu afløst af en Lærdom for Livets Skyld, Renaissancetidens Kamp for Genfødelsen af en forsvunden Fortid og dens Tilbedelse af Oldtiden efterfølges af en Tilbagevenden til Nutiden og til en Virkelighed afanden Form end den, der allerede en Gang er gennemlevet. Men Bladet vendes saa ogsaa helt: Comenius, der selv er gennemtrængt af antikke Forfatteres Aand, og hvis Skrift er fuldt af Citater, hentede fra dem; der som Skribent i de græske Filosoffers Visdomsord ser Forkyndelsen af det samme Slags Sandhed, som Biblen udtaler i sit gamle og ny Testament; for hvem altsaa Verdenshistorien er en ubrudt Kæde, hvis senere Led stadig beriges ved at optage de tidligere i sig og udvikle dem videre, den samme Comenius drives af den dogmatisk kristelige Betragtningsmaade, der i hans Person og Skrifter har kædet sig sammen med den humane, til at vende sig lidenskabeligt imod den klassiske Oldtid og fuldstændig fornægte dens Berettigelse som Dan-nelsesnriddel. „Vore Børn“, siger han, „ere himmel-baarne, genfødte ved Guds Aand, skulle dannes til Himmelborgere og leve med Gud, Kristus og de hellige Engle. Derfor skal alt holdes borte, hvad der i dette Livs Uvished kunde hindre Forberedelsen eller fremkalde slette Indtryk; i Steden derfor bør det sikre vælges.“ Gud „har kun anordnet Skole for sit udvalgte