Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

146 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. Herren selv om sine Værker, om synligt og usynligt, om de første og de sidste Ting. Hvad i Henseende til Sædelighedslæren? Her have de prøvet deres Vinger, men ogsaa kun prøvet; til den kristelige Etiks Højde have de ikke formaaet at hæve sig. I religiøse Ting lærte Hedningerne ligefrem Overtro og Vildfarelse fra sig. En Platons og Aristoteleses bedste Tanker blive overgaaede af den kristelige Tænkemaades Sandheder.“ Det ses, hvad Comenius her forstaar ved videnskabelig Sandhed, siden han drager Biblen med ind i Naturvidenskaben og sammenstiller dens Skildringer f. Eks. med Aristoteleses Naturvidenskabelighed. Han forstaar ikke ved videnskabelig Granskning den aldrig fuldt tilfredsstillede Higen efter Sandhedserkendelse eller den gradvise Erobring af en Tankeforstaaelse, men bygger den paa et givet Resultat, der kun tilegnes gennem Forestillingen og ud af hvilket der saa kan udspindes Tanker. Derfor fortsætter han ogsaa: „Man siger for det andet: Om de end ikke lære én Teologien rigtigt, saa lære de én dog Filosofien, som ikke kan øses af den blot med Frelsen til Formaal givne hellige Skrift. Svar: Kilden til Visdom er Guds Ord (Pr. I, 5). Den sande Filosofi er kun den sande Erkendelse af Gud og hans Værker, og denne Filosofi finder man ogsaa i den hellige Skrift. Aarsagen til alle Ting er i Gud: det er Resultatet af al sand Filosofi. Kærlighed til Gud og Næsten, det er Biblens Etik. Sandheden er Gud selv; det er Resultatet i Henseende til Logikken. Tillid i Tro, Kærlighed og Haab og Endrægtighed i denne Tillid, det er den hellige Skrifts Statslære og Politik.“ De forskellige Strømninger i Comeniuses Tankegang blande sig her paa en forunderlig Maade med hinanden; han kræver en sand Erkendelse af Gud, dreven af sin