Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. 147 stadige stærke Trang til at erkende, men afskærer i det samme Konsekvenserne af denne Fordring, idet Ordet Erkendelse, d. v. s. Tankens Forstaaelse, kun bliver en Omskrivning af en fuldkommen praktisk Livsførelse, et kærlighedsliv. Efter at have betragtet Biblen som videnskabelig Kilde, som Vejen til objektiv Sandhed og det en fastere og sikrere Vej dertil end den, hvorpaa den klassiske Oldtid slaar ind, fornægter ban med ét hele denne Tankegang og ser i Biblen kun et Middel til subjektiv Udvikling og det et Middel, .som afviser og overflødiggør den Dannelse ved det objektive, som ellers saa stærkt hævdes af Comenius. Saaledes støder Tidsalderen og Traditionen sammen med Personligheden og dens Tilbøjeligheder og umuliggør en klar Gennemførelse af de givne Grundtanker, Men det følger af sig sølv, at han ogsaa fra dette den kiistslige Traditions Standpunkt kan komme til gyldige Indvendinger mod den klassisk humanistiske Dannelses Ten-denser. Naar denne saaledes havde opstillet Eftei ligningen af de klassiske Forfatteres Stil og Udtryksmaade som Dannelsens Toppunkt og derved forhindret nye Tanker fra at udvikle sig, fordi den én Gang for alle fastslaaede Form nødvendigvis maatte sætte Grænser for Indholdet, saa møder det én som et velgørende Befrielsespust, naar han udbryder: „Men Sprogets Elegance da? Svar: Aanden er den fuldkomneste Sprogdanner, Guds Aand er det.“ Det minder om Grundtvigs Indsigelse mod den klassiske Dannelse og hans An-grebsvaaben. Summen af hans Betragtninger i denne Retning, blive da de Ord, hvormed han ender dette Kapitel: „Sandt er og bliver det, hvad vi have sagt: I Kristenskoler skal der dannes Himmelborgere, ikke hedensk sindede Verdensbørn.“ 10*