Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

148 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA Søger man nu Forklaringen af, at hans egne Tanker saaledes hele Tiden undslippe ham, og at han, der i saa høj Grad kan glæde sig over det jordiske Liv og- Naturens Skønhed og Rigdom, stadig protesterer mod al denne Herlighed og henviser sig selv og sin Samtid til udelukkende at søge Hvilen i Tanken om et hinsidigt Liv, ligeover’for hvilket det jordiske blegner som en mat Afglans eller som en ligefrem stridende Modsætning, saa finder man vistnok denne Forklaring i hans paa Trediveaarskrigens Tid henrundne Livs stedsevarende Nød og Elendighed, dets idelige Hjemløshed: og Sorger og Skuffelser; selv har han aldrig kunnet slaa Rod nogensteds, hvor stor hans Trang til et fredeligt Samliv med sine Omgivelser og til en baade i Beskuelse nydende og i Handling virksom Hengivelse til den jordiske Virkelighed end har været, og denne bitre Erfaring trykker saa dybe Spor i hans Sjæl, at det hele Menneskeliv paa Jorden bliver ham et Liv, der hvileløst maa flygte fra ■sin naturlige Jordbund ind i eller op til en højere Forsoningens og Trøstens Verden, i hvilken Kampen, og Hjemløsheden er noget forbigangent. Saaledes bliver Kristendommen, oprunden i en lignende historisk Tidsalder, hans Tilflugt og Trøst og hans Livs Evangelium og bryder den Tankens gennemførte Forklaring af Livet, han af Naturen havde Anlæg og Trang til at give sig ind paa. Grundlaget for den tredobbelte Udvikling, i intellektuel, moralsk og religiøs Retning, som Skolen altsaa skal have for Øje, „ligger I) i de os omgivende Ting, 2) i os selv og 3) i Kristus, Gudmennesket, som vort fuldkomneste Forbillede“. Allerede denne Forklaring af Kristi Betydning viser den rationaliserende Retning i ham; det er ikke Kristus som Troens Genstand, som