Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

150 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. være venlige Opholdssteder med Gaardsplads og Have og ikke blot fremvise den alvorlige og strænge, men ogsaa den lyse og glade Side af alting. Comenius minder i denne Skildring om Montaigne, der Aarhun-dredet i Forvejen havde stillet det samme Krav til Skolens hele Fysiognomi. Skoletugten er endvidere ikke, hvad den skulde være; Sædeligheden forsømmes, saa at de Ynglinge, som komme ud fra Skolerne, „ikke sjælden ligne ubændige Æsler eller kun have faaet et Anstrøg af Sædelighed, et stolt, eksotisk Ydre og Sans for Verdens Forfængelighed, ja ofte kun ere polerede Mandslinger, der just ikke staa som Mønstre paa Maade-hold, Kyskhed, Ydmyghed, Beskedenhed og Menneskeværdighed. Hvorfor? Fordi man tænker lidet eller slet ikke paa Skolens sædelig gode Liv“. Og dog er „en Skole uden Skoletugt en Mølle uden Vand“. „Skoletugten er rettet mod de udskejende og maa anvendes uden Lidenskab, Vrede og Had saaledes, at den under Tugten staaende Elev erkender Tugten for noget for ham nyttigt, for noget faderligt, anser den for et frelse-bringende Lægemiddel. Men Tugten har mere med Elevernes Karakter end med selve Studierne at gøre. Fremskridt i Studier lade sig ikke fremtvinge. I Straffen ligger der ingen Spore til Studering. Tugtens Fremgangs-maade maa være som Solens, der giver de voksende Ting 1) bestandig Lys og Varme, 2) ofte Regn og Vind, 3) sjælden Torden og Lynild. Den maa ikke nedslaa og tilintetgøre, men løfte og fremme, den maa fremkalde Forbedringen efterhaanden, ikke forlange alt paa én Gang, den maa ikke avle nogen til Jorden trykkende Frygt, men opretholde Kærligheden til den tugtende.“ Dens Formaal maa være at gøre sig selv overflødig, idet den fører Eleven til frivillig Pligtopfyldelse.