Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTTCA MAGNA“. 151 Idet Tugten saaledes skal være ét Middel til den sædelige Udvikling, saa skal paa den anden Side ogsaa hele Undervisningen træde i denne Udviklings Tjeneste, og denne Opfattelse er sikkert i den nyere Tid første Gang saa kraftigt og bestemt udtalt af Comenius. Han givei nu Lovene for Sædernes Dannelse, som han temmelig vilkaarlig fastsætter til seksten. „Den første er, at alle Dyder uden Undtagelse indplantes i Ungdommen 1“ Han tager altsaa Dyderne som noget givet, undersøger ikke Dydens Natur og ser ikke i Dydernes Mangfoldighed kun mangfoldige Udtryk for den samme Retning i Menneskesjælen, siden han netop lægger Vægten paa Antallet og ikke fremhæver den nødvendige Sammenhæng, hvormed de indbyrdes medføre hinanden. Deifoi fremhæver han ogsaa først og fremmest Kardinaldyderne og her vel at mærke ikke de kristelige Kardinaldyder, Tro, Haab og Kærlighed, men de klassiske Kardinaldyder, Klogskab, Maadehold, Styrke og Retfærdighed. I Klogskaben, som Undervisningen skal udvikle, ser han Evnen til at skelne mellem Tingenes forskellige Værd. Maadeholdet opfatter han temmelig udvortes, idet han siger: „Maadehold skal Myndlingerne lære at vinde i Spise og Drikke, i Soven og Vaagen, i Arbejde og Leg, i Talen og Tien hele Læretiden igennem. Ikke for meget skal uafladelig lyde i Ørene paa dem. Styrke sætter faan i Selvovervindelse, i Evnen til at lade Lidenskaberne underordne sig under Fornuften, og Retfærdighed i det rette Hensyn til andre. „Den Dyd beredvillig at tjene andre“ er derfor beslægtet med Retfærdigheden. Vejen, der af Klogskaben anvises Dyden, gaar altsaa gennem Maadeholdet og Styrken i det enkelte Menneskes Forhold til sig selv, gennem Retfærdigheden i dets Forhold til dets Medmennesker. Det