Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

152 amos comemuses „didactica magna“. Hovedmiddél, .ved hvilket Comenius vil afværge det ondes Vækst i Mennesket, er i Tide at indplante det gode i det; han vælger den forebyggende fremfor den helbredende Metode. Dyden bliver for ham ikke ene noget, der gennem Fald og Oprejsning skal vindes af det enkelte Menneske selv, ikke ene en Sejr, der som saådan nødvendig maa have en Kamp til Forudsætning, men tillige en Tradition i: Slægten, der ved tidlig at indpodes vinder Sejren uden Kamp saaledes, at Dyden lige saa meget bliver et Slægtsudtryk som et Personlighedsudtryk. Han ser i Dyden som i alt Menneskeliv et Resultat af forskellige Indflydelser og i den enkelte et Led af Menneskehedens Organisme, saa at Dyden altsaa ikke bliver noget, der skal opfindes forfra af hvert nyt Individ, ikke nogen blot. Samvittighedssag, men afsætter sig som blivende Lag i Slægtens Historie for som faste Resultater at gives i Arv; det er Bag-granden for den numeriske Opfattelse af Dyderne, som han saa stærkt gør gældende. Dydens traditionelle Natur gør Eksemplet til den rette Læremester deri, og dens praktiske Natur stiller samme Fordring. Derfor læres den ogsaa hovedsagelig ad den praktiske Vej ved Øvelse, Lydighed ved at adlyde, Afholdenhed ved at afholde sig, Sandhed ved at tale Sandhed, Standhaftighed ved at være standhaftig, medens den blotte Teori staar magtesløs, og medens i Modsætning til det gode Eksempel slet Selskab fordærver gode Sæder. Ogsaa i denne Retning maa altsaa Opdragelsen virke forebyggende. Men lykkes dette ikke, saa er det, Tugten træder til for at danne Modvægten mod det onde, naar den gode Tradition er brudt. - En Fejl ved Samtidens Skoler foruden den forsømte Tugt er dernæst den falske Fremgangsmag.de, ifølge hvilken man bruger 5-10 Aar