Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMEN1USES „DIDACTIOA MAGNA". 153 om, hvad man kunde lære paa et Aar. I Stedet for at bruge den Metode, der gør Emnet tilgængeligt og let tilegneligt for Eleverne, fordi det er formet og afpasset efter deres Fatteevne, saa savner man i den Grad fornuftig Metode, at man maa presse og pino al Ting ind i dem, saa at det, der meddeles, bliver udenpaa hængt Flitter, i Stedet for at give Evnerne en fordøjelig Næring. Læreren maa derfor ogsaa vide at behandle de forskellige Hoveder forskelligt; de Midler og den Fremstillings-maade, man bruger ligeo verfor den skarpsindige, gælde ikke ligeoverfor den sløve, de teoretiske og praktiske Naturer maa paavirk.es forskelligt. De skarpsindige og lærelystne behøve kun Næringen og trives saa af sig selv; kun vogte man sig for altfor stort Hastværk, for tidlig Modenhed gør tidlig gold. De lærelystne,, men tungnemme maa man ikke læsse for stærkt, ikke, spoie for hidsigt, men hjælpe dem og støtte dem. De komme langsommere til Maalet, men bevare maaske alt sikiere. Men idet man stadig tager Hensyn til Forskellighederne og mangfoldiggør Undervisningens Form, saa maa man tillige stadig huske paa, at denne Mangfoldiggørelse netop kun er fornøden, fordi „alle Mennesker skal føres til det samme Visdommens, Sædelighedens og Fromhedens Maal“. Og trods Forskellighederne, maa det erindres, at „alle Mennesker, hvor uensartede deres Anlæg end ere, have en og samme almene menneskelige Natur og ere forsynede med samme Redskaber“. »Forskellen paa Hovederne bliver saa egentlig intet andet end et O-vermaal eller en Mangel i den naturlige Harmoni, ligesom Legemets Sygdomme ikke ere andet end et Overmaal af eller en Mangel paa det fugtige eller det tørre, det varme eller det kolde.“ „Derfor vil den Metode være den bedste for Aandens Sundhed, hvor ved