Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

I 3 154 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. Hovedernes Overmaal og Mangel bliver lempet og alt bragt i den rette Harmoni.“ Denne intellektuelle Metode staar i Overensstemmelse med Comeniuses moralske. Ligesom det der ikke saa meget gjaldt om at luge det moralske Ukrudt som om at hindre dets Tilblivelse ved i Tide at plante den gode Sæd som Modgift, saaledes gælder det nu ogsaa paa det intellektuelle Omraade ikke saa meget om at modarbejde noget bestaaende, som om at kalde noget andet til Live, der kan danne en Modvægt og udfylde Tankevirksomheden med det, den mangler. Da det kommer an paa at danne stærke, kraftige Individer, er det derfor aldrig Opgaven ligefrem at kue de Evner, der gøre sig for stærkt gældende; idet man undertrykkede et Væsen i dets kräftigst udviklede Drifter uden at give det Erstatning, vilde man udsætte sig for at knække det helt og holdent; men Formaalet maa være at lade det af sig selv begrænse en saadan Drifts Ytringer derved, at andre Interesser vækkes til Virksomhed end de, der netop sysselsætte det, for at det saaledes kan fuldstændiggøres og fuldkommen gøres og dets enkelte Sider derved faa deres rette Udvikling og Plads i Forhold til det hele. Som Evnerne saaledes hos den enkelte Elev skal stilles i den rette udfyldende Modsætning til hinanden, saaledes skal ogsaa Elevernes forskellige Naturer bryde sig mod hinanden og paa den Maade en alsidigere Udvikling bringes til Veje. Ved den Hjælp, Eleverne yde hinanden, vokse baade Hjælperen og den hjulpne; her har Comenius anslaaet den Stræng, som senere Bell og Lancaster igen berøre og som de udspinde til et helt, sammensat System: den indbyrdes Undervisning. Hans Ræsonnement er følgende: Dannelsen bliver ikke rodfæstet og ægte uden hyppig Øvelse og Gentagelse. Legemets Ernæring er et