Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

1'^6 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA.“ kan man stille to Elever ligeoverfor hinanden, for ät de kan rette hinanden; det skærper Agtpågivenheden. Jesuitterne have i deres Skolevæsen gennemført denne Tanke ved stadig at spænde to og to . sammen i kag som hinandens Kritikere for paa denne Maade at ægge deres Kappelyst. Hos Comenius falder den moralske Mislighed heri bort derved, at de to Modstandere selv vælge hinanden og,kun ere Modstandere for dette enkelte Arbejdes Vedkommende. Naar saa samtidig den vagthavende Elev passer paa, at de øvrige ere opmærksomme paa Rettelserne og aldrig uden Sysselsættelse, saa: vil denne Inddeling lette Læreren Arbejdet, idet alle Eleverne arbejde og lære noget, alles Opmærksomhed skærpes, hvad der siges til én tillige opfattes af alle de andre, intet forbigaas af Fejlene og Dømmekraften ligeoverfor en Sag eller en Sprogbrug øves ved de forskelliges forskellige Udtryksmaade. Paa den Maade kan øg bør én Lærer efter Comeniuses Mening være nok til mange Elever. ■ Han inaa efter Comeniuses Udtryk sidde ved sit Kateder som Solen midt i sit Planetsystem, og alle Eleverne maa have en stadig Følelse af hans Nærværelse og vænnes til at have Øjnene rettede paa ham under hans Undervisning. Jævnlig maa han afbryde sin Tale for at sige , til en eller anden : Du eller du, gentag hvad jeg har sagt! og naar nogen standser eller stammer i det, straks gaa videre for at bringe ham til at skamme sig. Naar saa Læreren har. talt ud, maa enhver have Lov til at spørge om, hvad han ikke ret har forstaaet, og Svaret maa gives til hele Klassen. Det er, som man hørte Basedow og den hele filantropinske Retning, naar Comenius siger: „Naar Læreren gør sig Umag for bestandig at byde noget nyt, fornøjende og nyttigt, lokker det Sindene.“