Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

. AMOS COMEKIUSES „DIDACTICA MAGNA*. 157 Men medens det hos Basedow er Undervisningens hele Grundretning at ville meddele Dannelsens Resultater for godt Køb uden Anstrængelse og selve Arbejdets og Tilegnelsens opdragende Kraft i det hele er overset, saa bliver man let var, at det er anderledes hos Come-niüs, og at hans Udtryk kun- er en -Indsigelse mod. den golde, spidsfindige, fra Livet løsrevne Undervisning i hans Samtid. Selv har han stadig Livet og Virkeligheden for Øje; derfor er det, det nyttige kommer til at spille en Rolle i Opdragelsen hos ham. Og det vil snart ses, at äet nyttige ikke hos ham er opfattet aandløst og smaaligt som hos mange af de filantropinske Rationalister, naar han forklarer det paa følgende Maade: »I Skolerne skal altsaa kun det behandles, som er til den mest ægte Nytte baade for dette og foi det evige Liv.“ Det vil med andre Ord sige: Det nyttige er det, som udvikler Personligheden til paa rette Maade at indtage sin Plads i Tilværelsen. M6n dernæst staai det klart for ham, at al Undervisning gaar lettere fra Haanden, naar Eleven har en klar Forestilling om, hvad Gavn det, han lærer, er til. Derfor maa man samtidig med Meddelelsen af Kundskaberne lede Opmærksomheden hen paa deres Anvendelse. „Eleven skal vide, at han véd noget og ogsaa kan anvende det. Dette maa gælde overalt, i Grammatikken, Retorikken, Dialektikken, Aritmetikken, Geometrien, Fysikken osv.“ Den hele nyere Opdragelseslære lige fra Rousseau til Frøbel har sin Rod i saadanne Tanker, for Frøbels Vedkommende maaske endog direkte hentede fra Sysselsættelsen med Comeniuses Skrifter. Denne Forening af Kundskaben og dens Anvendelse leder saa Comenius hen til den Grundsætning, der efter ham er bleven et Løsen ved al Undervisning og har haft sin praktiske