Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

158 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA'". Banebryder i Pestalozzi, nemlig Kravet paa Anskuelighed i Undervisningen. Alle Udgangspunkter forene sig om at udmunde i denne Fordring: Barnenaturens stærke Sanselighed kræger en sanselig Side ved alt, hvad den ska] tilegne sig, Virkeligheden som Undervisningens Formaal og Dommer kræver det konkrete, det virkelige. „Den sanselige Opfattelse skal stedse tages til Hjælp,“ siger Comenius, „for at den lærende kan fatte lettere. Hørelsen maa f. Eks. stedse forbindes med Synet, Sproget stedse med Haanden. Man maa fortælle, hvad der skal læres, foretegne, hvad dei' skal mærkes, fremsætte, fore-sige og -gøre Tingen med det fornødne Udtryk. Man maa ikke forlade nogen Sag, før den er indpræget i Sanserne, Forstanden og Hukommelsen. Man maa i Skolerne have og bruge Billeder og Tabeller paa hensigtsmæssig Maade.“ Der er Steder i Rousseaus „Emil“, der i Tankegangen og næsten i Ordene aldeles minde om dette. Idet saaledes den rette Form bruges, skal hele Undervisningen danne et sammenhængende Hele, der hviler sikkert paa et fast Grundlag og hvori alt senere er begrundet i det tidligere, alt, hvad der hører sammen, ogsaa hænger sammen. Det er stadig Naturen, hvis Eksempel han paakalder ved alle disse Grundregler, selv om man tit føler, at han mere har lagt sine Tanker ind i Naturens Kendsgerninger end, som han tror, uddraget dem af disse; som Træet har sin Rod, skal Undervisningen have sin Rod i den Lærelyst, der er nødvendig, naar Lærdommen skal bære Frugt. En saadan Kærlighed til Kundskaben maa Læreren forud søge at vække, efter Comeniuses Anvisning ved at fremdrage Beviser for dens Ypperlighed, Nytte og Tiltrækning og ved at give en foreløbig Oversigt over den enkelte Kundskabsgrens Omraade, give