Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MASKA“. 159 Skelettet, før han giver den fyldige Udførelse. „Ideen om et Sprog eller en Kunst (som ikke er andet end et Udtog deraf) maa altid indpræges Eleven, før man gaar til Behandlingen af det enkelte.“ Denne Regel synes at staa i Strid med alle senere Psedagogers Opfattelse og med andre Regler hos Comenius selv; ti den vender jo Vejen om, den peger jo paa en Bevægelse fra det abstrakte til det konkrete, medens ellers al Udviklings Gang er at lade det enkelte udskille det almene af sig, at frembringe det abstrakte ved at abstraheie; men her synes Abstraktionen at skulle gaa forud for Abstraheringen, siden der skal begyndes dermed. Hvoi-ledes skal dette forstaas i Overensstemmelse med Co-meniuses ellers paa Undervisningens Omraade stærkt realistiske Grundsætninger? Han forstaar vistnok ved denne almindelige Idé om Sagen en Forestilling om de alment fremtrædende virkelige Forhold, som ere egne for den, saaledes som det f. Eks. for Geografiens Vedkommende er Tilfældet med Forestillingen om Land, Vand, Bjærg, Dal, Sø, Flod osv. I den Forstand kan man begynde med det almene og dog med det konkrete. Og dette almindelige Grundlag for en Videnskab maa lægges dybt og fast, fordi hele den følgende Fi emstilling skal hvile derpaa. „At danne Ungdommen vil ikke sige at lade den sammensanke en Mængde Ord, Talemaader, Sætninger og Tanker af Forfattere, men at aabne Forstaaelsen af Tingene saaledes for den, at alt vælder frem deraf som Bækken af Kilden, som Blade, Blomster og Frugter af Træet, og saaledes at der selv i det følgende Liv stedse vokser noget nyt ud deraf.“ Her er paa en Gang det realistiske i Undervisningen stærkt betonet og samtidig den mekaniske,. usammenhængende Optagen af Realiteterne tilbagevist. Ogsaa