Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

OPDRAGELSENS HISTORIE. regelmæssig Krigstjeneste og Samliv i Kaserner, daglig Tilstedeværelse ved de offentlige Fællesmaaltider i dyb Ærefrygt for de ældres Tale — saadan var den doriske Statsopdragelse, ensartet i sine Midler for Drenge og Piger, i Sparta fastslaaet ved Lykurgs Lovgivning, paa sin Vis gennemført som den enkeltes Underordnelse under Samfundsideen af Pytagoras i Syditalien. I Platons „Stat“ gennemføres det dorisk-græske Statsideal i Individets ubetingede Underordnelse, Statens Ordning af det kun midlertidige Ægteskab, Ophævelsen af Familieliv og Ejendom og Mænds og Kvinders Uddannelse ved Statsopdragelse, alle samlede, uden Kendskab til særlige Forældre og Søskende, med skønne Mønstre for Øje, gennem Musik og Gymnastik, til Retfærdighed, d. e. det rette Forhold mellem Erkendelse, Iver og Attraa. I „Lovene“ knytter Platon sig ligesom Aristoteles mere gennem Erfaringen til det virkelige Livs Forhold. Ogsaa hos Romerne træder Statshensynet i Forgrunden. O. er, anerkendt i sin Alvor (maxima debetur puero reverentia), grundlagt paa det huslige Familieliv (Husfaderen, pater familias, dets absolute Magt) som Moderens, mater familias, Hovedopgave, medvmføs, Manddom, til Formaal for Manden, castitas og pietas for Kvinden, med stræng Bornetugt og krigerske Legemsøvelser. Literatores give Elementarundervisning i Læsning, Skrivning og Regning, grammatici Undervisning i Grammatik, prosaisk og poetisk Stil, Retorer i Talekunsten for Ynglingen med toga virilis-, omtr. 16 Aar gi. slutter denne sig til en anset Statsmands Følge. Senere trænger græsk Dannelse ind, til Dels gennem græske Slaver. Den veltalende, handlekraftige Statsmand er O.s Ideal. Den romerske O. til praktisk Statsmandsdygtighed har sin Teoretiker i Quin-tilian, der i „Institutio oratoria“ giver sin Lære om en