Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

6 OPDRAGELSENS HISTORIE. paa Sædeligheden bygget Veltalenhed og først afhandler, hvad der ligger forud for Retorens Virksomhed, derunder den første O. og Pleje, Undervisningsalderen, Privatundervisning og Skoleundervisning, de forskellige Fag, Lærerens Personlighed og Opgave, Hensynet til Barnets Natur osv., dernæst Talekunstens Væsen. Hos Jøderne, „Guds udvalgte Folk“, er selve den israelitiske retfærdige Guds, Jehovas, O. af sit Folk Livets Grundtanke, Staten en Gudsstat, den mosaiske Lov guddommelig Aabenbaring, Lydigheden en Grundlov, Forjættelsen om alle Slægters Velsignelse i Abrahams Navn Folkets Haab og Kilde til den dybe Kærlighed til Efterslægten; O. er Indførelse i Guds Lov og Førelse med Folket, Fadermyndigheden, som den guddommelige Viljes Udtryk, og Pieteten hos Barnet de opdragende Kræfter. Tugten er stræng. Efter den babyloniske Landflygtighed oprettedes særlige Skoler for Undervisning i den hellige Skrift. Med Kristendommen træder et nyt Livsprincip, Forløsningsprincippet, frem, idet Gud selv bliver Menneske til Menneskets Frelse. Paa Grundlag af Menneskenaturens Syndiglied anerkendes religiøst Personlighedens almenmenneskelige Ret og Værd: alle skulle blive frelste og blive ét i Kristus. Kærligheden i Kristi Navn bliver en Livsmagt i Familielivet og hæver Kvindens Betydning deri (Nonna, Monica). Børneundervis-ningen i de kristelige Troslærdomme overlades gennem Forældrene til Familie- og Menighedslivet. O .s Aand antyder Paulus: „I Børn, værer Forældrene lydige i alle Ting, thi dette er velbehageligt for Herren. 1 Fædre, op-irrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.“ Fra det 4de Aarh. optoges hyppig Børn til O. i Klostrene (Basilius i Øst, Benedict i Vest) med Indøvelse i kristelig Tugt og Undervisning i den hellige