Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA0. 161 sammen éller bærer Frugt. Derimod er den i Sandhed dannede Mand et Træ, der holder sig paa sin Rod, be-staar ved sin egen Saft og sin egen Kraft, derfor stedse grønnes, daglig tager til og bærer den bedste Frugt.“ Denne sande Dannelses Metode er ingensteds blot analytisk opløsende, men fuldt saa vel og fortrinsvis syntetisk frembringende. „Mennesket er af Naturen skabende,“ saaledes udtrykker Frøbel den samme Tanke. Forstaaelsen skal naas ved, at det, der skal forstaas, eftergøres; kun ved at gaa Vejen lærer man den at kende. „En ægte Forstandsdannelse vindes kun, naar Forstanden ser rigtig klart og saa det klart sete betros Hukommelsen til fast Opbevaring.“ Hukommelses-arbejdet maa altsaa ikke springes over, naar de forskellige Led i Undervisningen skal støtte hinanden; hvad der skal være Grundvold for noget andet, maa selv ligge fast. Stemningsundervisning gennem lyrisk Veltalenhed maa han derfor være en bestemt Modstander af, fordi den baade gaar udenom Forstanden og Hukommelsen og fordi han lægger saa afgørende en Vægt paa den faste Trindeling, paa den logiske Orden, paa den klare Gengivelse. Men hvor stærkt han end hævder Hukommelsens Betydning, saa er den dog ikke den Evne, igennem hvilken Stoffet skal optages; tværtimod staar den først i anden Række og træder til, naar Forstanden har haft det under sin Bearbejdelse, kun hvad der er forstaaet, kan menneskelig talt huskes. Comenius maa derfor være en født Fjende af al mekanisk Uclenadslæsning. Sagen maa altid gaa forud for Ordet, fordi Ordet i Grunden kun er som en Side at Sagen, den, igennem hvilken den almengør sig og meddeler sig. Spiren til Realskolen ligger gemt hos Comenius, ligesom hans Opfattelse af Hukommelsens store H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. H