Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

1.62 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. Rolle peger hen paa Jacotots senere Metode". Han er en saa rig Natur, at næsten alle senere Opdragelsesforfattere kunde have hentet deres Grundtanker hos ham. — En Hovedbetingelse for al Undervisnings gode Frugt er Undervisningens Enhed for ham; derfor bør hver Skole eller Klasse kun have én Lærer og alle Eleverne samme • Skolebog. Og vel at mærke: denne Skolebog maa være skreven i Modersmaalet; han hævder saa kraftig som nogen Modersmaalete Forret fremfor fremmede Sprog. Til Form for denne Skolebog vælger han Samtalen. Et Spørgsmaal er det dog, om hans Grunde derfor holde Stik. Dialogen“, siger han, „fører Aanden til alsidig Betragtning af Emnet.“ Men hvad der jo unægtelig gælder om en mundtlig Samtale, der frit kan bevæge sig ind og ud af Emnet efter øjeblikkets og Personlighedens Krav, gælder det derfor ogsaa om den skrevne? Den mundtlige Samtale har sit Fortrin deri, at modsatte Opfattelser kan krydse hinanden og paavirke hinanden, og at nye Spørgsmaal kan lokke nye Svar frem, kan stadig fra nye Sider grave sig ned i Emnet og hjælpe til at bringe de Tanker for Dagens Lys, der i ubestemte Omrids dæmrer i den Personlighed, der igennem Samtalen skal udvikles. Men dette gælder jo ikke om den skrevne; den staar ikke, som det ellers er Samtalens Væsen, ved sin Form i et særlig personligt Forhold til Personen, det skrevne Ord bliver ikke mere til det levende Ord, fordi Samtaleformen er dets Klædedragt. Og endelig er det jo selv for den mundtlige Samtales Vedkommende tvivlsomt, om den virkelig er den naturligste Hovedform for Undervisningen af Børn. En Samtale i Ordets egentlige Betydning kræver Personligheder, der staa ligestillede overfor hinanden, ellers bliver Samtalen kun et Skin,