Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACT1CA MAGNA“. lt>3 som den er det i adskillige af Platons senere Dialogei, og hin kan der ikke være Tale om i Forholdet mellem Lærer og Barneelev; der bliver ligefrem Meddelelse den naturligste Udtryksmaade, ogsaa maaske, fordi Barnet ikke er modent til at bære den Tvivl, som en virkelig Samtale altid maa afføde; dets Tillid er forstærk, dets Hengivelse for stor til, at det igennem Samtale kan trevle Indtrykket op, nej, høre, forstaa og ligefrem gengive faldér det naturligst. Saadanne Betragtninger ere f. Eks. Sjælen i Pestalozzis og Grundtvigs Indvendinger mod Katekisationen. Og nu en Bog med Samtaler! Qomenius mener, at. den vil vække og vedligeholde Opmærksomheden; rimeligere er det, hvis det skal væi e en virkelig Samtale og ikke den ene af Deltagerne blot skal være Statist som netop tit i Platons, at den vil splitte Opmærksomheden og gøre det umuligt for Eleven at faa noget samlet Indtryk, fordi han ikke er udviklet nok til at kunne smelte de krydsende Udtalelser sammen i én Hovedsum. - Ligesom Skolebogens rigtige Indretning er Genstand for Comeniuses Overvejelse, saa-ledes tænker han ogsaa paa Skoletiden. Kun én Gang om Aaret, om Foraaret, skal Skolen begynde sit Arbejde, og hvert Aar, hver Maaned, hver Uge, hver Dag, hver Time skal have sit bestemte Pensum; det viser - den samme stærke logiske Inddelingstrang hos ham, som før viste sig virksom ved Stoffets Leddeling. Hver Dag maa saa Undervisningen have sine bestemte Timer, saa at ingen Overlæsselse finder Sted. Skolen maa derfor heller ikke gaa for meget ind paa alle Enkeltheder, f. Eks. ved at udvikle Forskellighederne mellem alle Planter og Dyr; den maa nøjes med at give Hoved-synspunkterne og overlade Resten til Privatfliden. Undei-visningens Metode er allerede paapeget i det foi egaaende. 11*