Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

164 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNä“. „Man skal ikke give Ungdommen lette Skyggerids af Tingene, men om muligt Genstandene selv, som de ere, for at de kan sysselsætte Sanserne og Indbildningskraften. Man bringe alt nær nok! Det skal være en gylden Undervisningsregel: Stil alt ligeoverfor Sanserne! Det synlige for Synet, det hørlige for Hørelsen, det lugtende for Lugten, det smagelige for Smagen, det følelige for Følelsen osv. Grunden dertil er tredobbelt: 1) Erkendelsens Begyndelse gaar nødvendigvis ud fra Sanserne. Derfor gaar ogsaa Undervisningens Begyndelse ud fra den virkelige Beskuelse, ikke fra Ordforklaringer; denne er blot Akcidens, Ledsagelse. 2) Erkendelsens Sandhed og Vished afhænger af Sansernes Vidnesbyrd. Først kommer Sanseindtrykket, derigennem Forstaaelsen. Sanselig Erkendelse har Troværdighed i sig; i Domme og Slutninger tyr man til den sanselige Iagttagelses Vished ved Hjælp af Induktioner. Saaledes opstaar den indre Overbevisning. Derfor skal Selvsynet staa ved Magt. 3) Dernæst er ogsaa Sanserne Hukommelsens troeste Haandlanger.“ „Kun hvor Tingene selv fattes, gør man Gavn med tro Afbildninger af dem.“ Her træder saaledes Planen til Comeniuses senere Værk Orbis pictus, Moderen til Basedows Elementar-værk og alle de senere Tiders Billedbøger, frem, men i sin rette Begrænsning. Billederne ere endnu intet Hovedmiddel, men kun en tarvelig Erstatning for den fraværende Virkelighed. Det er først lidt efter lidt, idet han har syslet med Tanken, at den er vokset og vokset ham over Hovedet, saaledes at Billedet i og for sig er blevet Midlet til at gøre Virkelighedens Bekendtskab. Men det følger af sig selv, at Virkelighedssansen ikke udvikles herved, som den kunde, at Tingene blive til noget andet ved kun at tilegnes gennem en enkelt