Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. 165 •Sanses ensidige Indtryk i Steden for, som deres fyldige Rigdom paa Egenskaber kræver det, at trænge ind i Personligheden ad alle Sansers aabnede Indgange. Og den, der lærer Virkeligheden at kende gennem Billeder, seiden jo heller ikke med sine egne Øjne, men med Malerens, da denne nødvendigvis maa lade sin Fremstilling samtidig være en Forklaring, paa samme Maade som en Oversættelse af et Digterværk paa en Gang er Digtet selv og en enkelt Mands Opfattelse af det. Saa-ledes bliver Frøbels Kritik af Billedbøger som Hovedmiddel ved Undervisningen berettiget; men hans Standpunkt er netop dot samme, Comenius selv indtagei hei, hvor han først antyder denne sin Plan. Genstandene, der altsaa skal stilles Eleven for Øje, maa ses ikke for nær fra og ikke for fjærnt fra, ikke fra Siden, men lige-fra, ikke omvendt, men i deres rette Stilling, føist hele, saa i deres Dele. Det er Naturens Vej, han her mener at gaa. Det naturlige Indtryk knytter sig altid først til Genstanden som Helhed, som en samlet Masse, føist lidt efter lidt udskille dens enkelte Dele sig for den nøjere Betragtning; Træets enkelte Grene og Blade forsvinde ved første Syn i det sarnleds Billsde og dukkei saa op af det første Indtryks brede, fyldige Strøm, naar man derefter ligesom glemmer Helheden for at give sig Enkelthederne i Vold. Det er Grundtanken i Jacotots System, som her er udtalt i den simple Sætning: Først det hele, saa dets Dele. „Hvad der læres, skal læres saaledes, som det er og sker o: efter sine Aareager. At forklare Aarsagerne til en Ting, det er at fremme den sande Erkendelse af den. At vide er at fastholde Tingene i deres Aarsager. Ingensteds har man Ret til at tilstede et Hysteron Proteron. Den sande Metode følger stedse den Grundsætning: Først det første, sidst