Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

166 AMOS COMENIUSÉS „DIDACTICA MAGNA“. det sidste.“ „En Genstands Dele, selv de mindste, maa alle erkendes i Henseende til deres Orden, Stilling og Forbindelse. I intet Naturens Værk er noget til ingen Nytte; den ene Del betinger den anden. Denne organiske Ejendommelighed maa erkendes, naar man vil fatte Genstandens Værd og Nytte. Uden Erkendelse af det heles Dele gives der overhovedet ingen Erkendelse af det hele.“ Det er klart, hvorledes Corneniuses teoretisk dialektiske og hans praktisk pædagogiske Sans i saadanne Tanker har rakt hinanden Haanden. „Man maa lade Genstandens Forskelligheder blive iagttagne, for at Erkendelsen kan blive klar,“ er den Sætning, hvormed han ender Kapitlet om Metoden for Videnskaberne. Qui bene distingvit, bene docet. Metoden for Kunsterne, d. v. s. Udøvelsen i Modsætning til Erkendelsen, kommer dernæst under Behandling hos ham. „Kunster udkræve tre Ting, 1) et Mønsterbillede eller en Ide, som en vis ydre Form. Kunstneren anskuer og stræber at eftergøre, 2) et Stof, Formen skal bringes i, og 3) Redskaber, hvormed Kunstværket kan udføres.“ At udføre noget lærer man kun ved selv at udføre det, ingen Teori kan gøre en til Mester i praktisk Dont: det er Livets naturlige Gang, at det lige frembringer det lige. Der maa begyndes med nøjagtig Efterligning af en foreliggende Ting, først lidt efter lidt maa Efterligningen blive friere. Det er den samme Vej, Jacotot vil gaa, blot at denne gennemfører Tanken med en jærnhaard Konsekvens ved atter og atter at tage Hukommelsen i Brug og lade Eleverne vedblive at gentage og indpræge sig den samme Ting, for at Mønstret i hvert Øjeblik kan staa fast og sikkert for Bevidstheden og Eleverne bevæge sig deri saa let og smidigt som blot muligt, uden at han frygter den