Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIüSES „DIDACTICA MAGNA“. 16< sløvende Indflydelse, den idelige Gentagelse ogsaa kan faa. Comenius, der jo gaar ud fra det samme som Jacotot, tyr ikke i samme Grad til Hukommelsen; han vil ikke saa meget have en Gentagelse som en Efterligning, hvor altsaa Enkelthederne kan veksle, medens den hele Forbindelse bliver det samme. Han kommer hurtigere til, hvad der hos Jacotot først er et senere Trin. Nu gælder det om, at Efterligningen er fuldstændig fejlfri og Mønstret saa fuldkomment som muligt. Enhver Fejl maa da rettes straks, først praktisk, saa teoretisk. „Den fuldkomne Kunstundervisning er syntetisk og analytisk; men Syntesen er Hovedsagen, fordi vi kun forstaa, altsaa analytisk trænge ind i, hvad vi syntetisk have frembragt i os selv; kun ens egen Erfaring aabner Døren for Forstaaelsen af andres Ei-faring, og først ved den genfrembringende Behandling af andres Frembringelse tilegner man sig den og foi-vandler den til sin. , . Ved Omtalen af Metoden for Sprogundervisning begynder han med at gøre Rede for Øjemedet med denne. Sprogkundskaben betragter han ikke som Maal i og for sig men kim som „Middel til Erhvervelsen og Meddelelsen af Dannelse“. Derfor skal kun de nødvendige Sprog læres. „Nødvendige ere for det huslige Livs Skyld Modersmaalet, for Samkvemmets Skyld med Naboerne Nabosproget og af Hensyn til Læsningen af de gamle det græske, arabiske, latinske og hebraiske Sprog. Latin er for alle lærde, Græsk og Arabisk for Filosofier, Læger og Historikere, Græsk, Hebraisk og Arabisk for Teologer.“ For det første maa det saa huskes, at folingen er Kundskaben til et Sprog nødvendig i dets fulde Omfang, og dernæst, at man ligeöverför 1 Hovedsagen maa have det Sprog og den Viden for øje,