Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

168 AMOS COMENIÜSES „DIDACTICA MAGNA“. som passer for Drengealderen, og overlade til den mandlige Alder, hvad denne skal kende og kunne udtrykke. Han gennemfører altsaa den psykologiske Afgørelse af Undervisningens Genstande i sin Teori, men sætter som praktisk Mand ikke Sagen paa Spidsen, saaledes som Rousseau gøi', naar han fra Børns Undervisning udelukker den største Del af den menneskelige Viden, fordi de ikke ere i Stand til at fatte den i dens dybeste Betydning. I Virkeligheden bliver da i dette Punkt Modsætningen mellem dem langt-større end Ligheden; men iHcin Runde innasko dog øiiskst cn nøjor© RødogørelsG af Comenius for, hvilket Slags Forstaaelse han kræver af Eleven. Han med sit dybe Blik for Barnenaturen og Erkendelseslivets Udviklingsgang vilde kunne lægge den tilbørlige Vægt paa, at forstaa og forstaa er to Ting, og at den Forstaaelse, der er Barnealderen egen, om den end ikke gaar helt til Bunds i Tingen — og hvilken menneskelig Forstaaen gør vel det? - dog har sin Berettigelse, fordi den er naturlig og nødvendig og et Led i den fuldstændigere Opfattelse. Barnet ser Tingen og forstaar af Tingen netop det, der møder dets egen Erfaring og for hvilket dets Øje derved er opladt, og naar ingen kan lægge en Alen til sin Vækst, saa maa altsaa ogsaa den Forstaaelse, der er affødt af dets nuværende Standpunkt, anerkendes, og den dybere Opfattelse forbeholdes Fremtiden. Men med denne Grundbetragtning staar Comenius i bestemt Modsætning til dem, der med øjet blot rettet paa Fremtiden ville lægge Emner ind i Barnets Sjæl, som det i øjeblikket aldeles ingen Næring kan suge af, f. Eks. lære det Salmer, hvis Tankegang nu er en fuldstændig lukket Bog for det, som det ikke engang skimter Betydningen af, fordi f. Eks. den Syndsbevidsthed, mangen af dem kan være udsprungen af,