Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENIUSES „DIDAOTICA MAGNA“. 169 er det en fuldkommen Gaade, men som det nu skal lære, for at det kan have dem inde, naar engang det øjeblik kommer, da det trænger til dem og dets personlige Erfaring kan give det hidtil uforstaaede Indhold. Han mener: hver Dag har sin Sorg, og Livet selv vil nok hver Dag give det daglige Brød, uden at man i Forvejen sanker døde Skatte i Lade. Dette er hans pædagogisk-humane Opfattelse, som dog krydses af den kristelige, i hvilken det psykologiske Hensyn ikke længer er hans Hovedsynspunkt og hans Metodes Støttestav, men Maalet, den evige Frelse og det hinsidige Liv, ligesom springer Midlerne og Mellemleddene over for straks at gribe ind. Saa hævder han da netop i Kraft heraf et sikkert Grundlag af bibelske Sandheder, af hvilke Livets Forklaring skal udspringe og som skal indpodes i Barnets Sjæl saa tidligt som muligt, idet han altsaa stoler paa, at det Frø, der ikke straks skyder Rod, ikke derfor taber sin Spirekraft, men at det, der fra først af kun staar i mekanisk Forbindelse med en Menneskesjæl, senere ved Livets Medfør kan træde i organisk Forbindelse med den. — For at vende tilbage til Sprogene saa skal hvert Sprog læres foi’ sig, først Modersmaalet, saa- Latin, saa G-ræsk osv. Da Undervisningen i Modersmaalet for at faa den rette Fylde skal gaa Haand i Haand med Indhøstningen af Sagkundskaber, maa Undervisningen deri nødvendigvis tage en længere Aarrække op, 8 — 10 Aar. Saa kan hvert af de andre Sprog nu, da Realkundskaberne ere givne, læres paa et Aar eller saa omtrent, Latin f. Eks. omtrent paa to Aar, Græsk paa ét Aar, Hebraisk paa et halvt Aar osv. I den efterfølgende Regel for Frem-gangsmaaden minder han meget om den nyere Tids praktiske Sprogundervisningsmetoder, f. Eks. Hamiltons.