Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

170 AMOS COMENIUSES „DIDACTICA MAGNA“. „Ethvert Sprog“, siger han, „bliver mere lært ved Brugen end ved Regler, d. v. s. ved Høren, Læsen, Genlæsen, Efterligning og Øvelse. Men ovenpaa Øvelsen skal saa Reglerne komme for at styrke og klare Fænomenerne. Disse Sprogregler skal være grammatiske, ikke filosofiske, d. v. s. de skal blot forklare, hvilke Sprogets Fænomener ere og hvorledes de gaa for sig, ikke hvorfor de gør det. Dette sidste kræver en moden Mands Hjærne. Hvert nyt Sprog, der læres, maa bygges paa det, der allerede haves inde, saaledes at det for Sprogene fælles ikke gentages, men forudsættes og kun det afvigende indpræntes.“ Idet et nyt Sprog skal indøves, maa man forstaa, at selve Tilegnelsen af Sproget allerede er vanskelig nok, saa at den kan lægge Beslag paa hele den aandelige Kraft; der maa derfor sørges for, at de Genstande eller Forhold, der danne Indholdet af Fremstillingen, ere bekendte, saa at Tankens Kraft ikke opbruges til at forstaa dem. En Sætning som denne vil have sin store praktiske Anvendelighed ved Valget af skriftlige Opgaver i Modersmaalet, hvor det netop gælder om at opspare Elevens Aandskraft til det rette Formaal og ikke gøre Opgaven af den Natur, at hin spildes i Forsøg paa at udpønse, hvad der skal skrives, medens Indholdet skulde ligge saa nær, at Tanken let kunde tumle og sysle med det og al Umagen samles om det Punkt, hvorledes der skal skrives. Sprogundervisningen vil Comenius have inddelt i 4 Kursus efter Alderen. Den første Alder ef den barnlige, „stammende“, den anden Drengens, „den tiltagende“, den tredje Ynglingens, „den blomstrende“, den fjerde Mandens, „den kraftige“. Lærebog paa det første Trin er „Forgaarden“ med „Stoffet til Talen, nogle Hundrede Ord i smaa Sætninger med tilføjede Deklinations- og