Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

AMOS COMENXUSES „DIDACTICA MAGNA“. 175 trænge til Indtryk, Føde for Talenterne og Spore til at lære at læse.“ Det er interessant at sammenligne Slutningsbemærkningerne om Maaden, hvorpaa Paavil luningen i Hjemmet skal gaa for sig, med det Sted hos Pestalozzi, hvor han sammenligner Skolens og Hjemmets Virkemaader og stiller Hjemmets tvangfri Griben af øjeblikket og Lejligheden til Oplysning og Uddannelse, som det virkelige Livs daglige Sysler give den, op som en for ham velgørende Modsætning til Skolens strænge Afmaalthed og kunstige Ordning af Undervisningstiden. Tanken om den Vejledning for Mødre, ved hvilken disse skal blive satte i Stand til at gøre deres Dagligstue til Opdragelsens Barndomsparadis, træffe vi jo ogsaa igen hos Pestalozzi som en af de Yndlingstanker, der opfylde ham hele Livet igennem. Hvad Skildringen af den første moderlige Opdragelses Fonnaal og Betydning an-gaar, er det klart, at den indeslutter Frøbels Børnehave in ovo. — Modersmaalsskolen skal nu træde til og gennemgaas i Tiden fra det sjette til det tolvte Aai. „Det er ufravigelig nødvendigt, at man lærer Moders-maalet og Realierne før Latin og nogetsomhelst fremmed Sprog. Modersmaalsskolen skal gaa forud for Latinskolen.“ Og „vil man have en almindelig Undervisning i alt menneskeligt og for alle Mennesker, saa maa de gaa en og samme Vej for at vække og opmuntre hverandre. Skal alle dannes til alle Dyder, lære Beskedenhed, Endrægtighed, Samvittighedsfuldhed at kende, saa maa man ikke skille Menneskene fra hinanden efter Stænder eller Klasser. Ved det sjette Aar lader det sig endnu ikke for noget Barns Vedkommende sige, hvortil det føler sig bestemt; Tilbøjelighederne træde først senére frem. Heller ikke er de rigeres, fornernmeres Børn alene kaldede til højere Dannelse og Stilling.