Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

182 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. det ubundne Liv, paa Kant med sine Omgivelser og bliver saa Genstand for sin Mesters stadige Mishandlinger. Det var ogsaa uheldigt nok, at han der kom til at staa ligeoverfor en Mand, som i Følge Rousseaus senere Vidnesbyrd særlig udmærkede sig ved sin Grovhed pg Voldsomhed. Den moralske Side af Drengens Natur kan ikke finde synderlig Udvikling under disse Forhold. Han bliver sladderagtig, løgnagtig, tyvagtig, saaledes skildrer han i alt Fald sig selv i sine „Bekendelser“. En skøn Dag flygter Drengen bort fra sin Mester, af Frygt for de Pryg], som vente ham, fordi han er bleven for længe ude om Aftenen, og han føler sig, idet han strejfer omkring i det sydlige Schweiz under aaben Himmel, fuglefri, uden Baand og Pligter, glad ved at hengive sig til sine Drømmes Indskydelser, og fylder sin sværmeriske Hjærne med Billeder af det vidunderlige, der skal møde ham, hver Gang han kommer forbi en Borg med en Altan, paa hvilken han forestiller sig en dejlig ung Kvinde, som smiler og vinker til ham. Overhovedet er Sansen for det kvindelige tidlig og umodent vakt hos ham og spiller en Rolle hele hans Liv igennem. Han kommer ned til en lille By i Syd-Schweiz, hvor han optages af en Fru de Warens, som var omvendt til Katolicismen og var en Slags Missionær for den katolske Kirke. Hun tager venlig mod Drengen og sender ham videre ned til Turin til en Omvendelsesanstalt, der skal føre ham ind i Kirkens Skød. Der nede bliver han saa i nogen Tid, men hans Frihedstrang gjør ham urolig, han lærer ogsaa Laster at kende i disse Omgivelser, som han tidligere ingen Anelse har haft om. For at slippe løs lader han sig omvende og gaar nu ud i Verden med Stemplet af Katolik paa sig. Han optages i Familier i Norditalien som Lakaj. Der