Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

184 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. Luner; praktisk anlagt var han ikke. Saa drager han videre og kommer til Paris. I sin Ungdom har han givet sig en hel Del af med Musikken, han faar den musikalske Sans vakt allerede som Barn gennem de Viser og Sange, han hørte af sine Omgivelser, han har gaaet paa Musikskole en Tid lang, medens han var hos Fru de Warens, han har indladt sig paa at komponere, uden dog rigtig at slaa an. Nu har han opfundet et Talsystem,, som skal afløse Nodesystemet, og drager saa med denne sin Opfindelse til Paris, for at gøre sin Lykke dermed. Det viser sig dog, at Opfindelsen møder en temmelig skarp Kritik, som Rousseau ogsaa anerkender Berettigelsen af. Han søger nu hen til de litterære Kredse, der den Gang spillede en saa stor Rolle i Paris, og som han ogsaa var særlig oplagt til at komme i Berøring med. II. Rousseau som Forfatter. Lad os se en Gang, hvorledes Tilstanden var i det franske Samfund, da den nervøst modtagelige unge Mand med de fint opfattende Sanser, med den stadige Bevægelse og Livlighed i Sindet kommer i Berøring med den Civilisation, der var Udtryk for Tidens Indhold. Det var det enevældige Kongedømmes Tid i Frankrig. Ludvig XIV’s Personlighed og Politik havde fra det 17de Aarhundredets Midte formet det hele Rige, ja man kan sige det hele Europa efter sit Forbillede. Han selv havde været en Mand, der forstod at udfylde