Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 185 * det System af regelbundne Former, i hvilket hvert eneste Skridt, hver Bevægelse i Kongens Nærhed var indsnøret. Han forstod at være Solen, om hvilken alle bevægede sig som lydige Planeter, og det var en imponerende Magt og Indflydelse, der udgik fra den enevældige Konges Hof. Adelen, der hidtil havde levet paa sine Borge ude i Landet som en vild og voldsom Krigsadel, drog han ind til sig og gjorde den til en sleben, elegant Hofadel. Man samlede sig i Selskabssalene, hvor det gjaldt om at kunne forme sine Kundskaber saaledes, at de kunne slaa an selv hos den ulærde, ja den lærde, Middelalderens Mønster, stilledes endogsaa paa Afstand som en Pedant, man i disse Kredse ikke kunde have at gøre med. Digtekunsten trivedes under Ludvig XIV’s og hans Adels beskyttende Vinger. Saa afløses hans Regimente af Ludvig den XV’s. De nedarvede Former blive staaende, men der er ikke længer en Personlighed, der kan gyde et Indhold i dem. Ludvig XV havde maaské fra Begyndelsen af haft en ret god sund Forstand, det viser sig f. Eks. i hans Brevveksling med hans Gesandter i Udlandet, men i den Grad hildes han af sine egne Drifter og sine Omgivelser i sanselige Nydelser, at al Personlighed nedbrydes i ham, og at han bliver ude af Stand til at gribe ind i Regeringens Førelse. Den falder derfor i de tilfældige Yndlinges Hænder, mere og mere ormædes og undergraves Kongemagten indenfra, og Smitten breder sig fra Toppen. Det Eksempel paa løse Sæder, som gives fra oven og som finder sit Udtryk i det stadig fornyede Kvindeharem, i hvilket Kongen færdes, forplanter sig til Hofadelen og drypper som en Gift dybere ned i Samfundet. Ægteskabet bliver kun en Form, der dækker over Forhold, som vilde være en Skændsel