Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

186 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. for den ugifte. Livet i de adelige Selskabssale er det klassiske Udtryk for denne Tids hele Tone. Det er Damerne, der spille Hovedrollen og angive Tonen; det gælder om at bryde en Lanse for Viddet, om at kunne forsvare enhver Sag med Aand, om at vise sig som Verdensmanden, „der ikke fordyber sig i Spørgsmaalene for ikke at kede, men fremsætter dem som i forbi-gaaende“. Og de forskellige adelige Kredse staa lige-o verfor hverandre som Medbejlere, „det er en evig Krig af Rænker og Kneb, en Strøm og Modstrøm af Fordomme og af stridende Meninger. Den, der besøger flere Selskaber, maa skifte sine Principper med hvert Selskab, ændre sin Opfattelse saa at sige ved hvert Skridt, og maale sine Grundsætninger efter Alenmaal," saaledes at man, som Rousseau siger, maa ligefrem iføre sig et nyt Liberi med Husets Farver, hver Gang man begiver sig fra den ene Kreds til den anden. Under alt dette naar Litteraturen d.v.s. det skrevne Udtryk for, hvad der rører sig i Menneskelivet, sit Højdepunkt. Man har det foregaaende Aarhundredes klassiske Forfattere som Grundlag og Udgangspunkt, og det Selskabsliv, vi have skildret, kunde ikke andet end udvikle Formen til den fineste Fuldkommenhed. Idet enhver Tanke skulde vejes og prøves paa, hvorvidt den, naar den fremstilledes, kunde forstaas af alle dannede, bliver det fra den Tid en fast Ejendommelighed for det franske Sprog, at det faar en gennemsigtig Klarhed, der ligesom fjærner alle Vanskeligheder og gør Tankerne lettere at tilegne sig i det Sprog end maaské i et hvilket som helst andet. Og hvad selve Tidens Tankeliv angaar, saa var det en Gærings- og Overgangstid, hvor alt nedarvet og overleveret stilledes blot for Forstandens skarpe Kritik, hvor den katolske Kirkelære