Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMILW. 187 kæmpede en Kamp paa Liv og Død med den fra England frem trængende friere Aandsretning og Forfattere som Voltaire sendte Vittighedens Pile mod alt, hvad der stred mod den sunde Menneskeforstand, alle Fordomme og al Overtro, og Harmens Kølleslag mod dem, der med Despotismens Midler, med Baal og Brand søgte at kue Aandsfrihedens Talsmænd. „Overalt nye Ideer, nye Forhaabninger, nye Bevægelser. Videnskaben tragter efter at gøre sin Lære og Tænkemaade umiddelbart til Grundlag for Kirke, Stat og Samfund.“ Og det hensmuldrende Samfund trængte til en Fornyelse. I en Afhandling fra AarhundredetsMidte udbryder Rousseau: „Ere ikke alle Fordele i Samfundet blot til for de mægtige og rige? Tilfalde ikke alle indbringende Embeder, alle Forrettigheder og Fritagelser for Skatter udelukkende dem? Bliver ikke en fornem Mand, naar han bedrager sine Kreditorer eller begaar andre Skurkestreger, næsten altid fri for Straf? Ere de Voldsomheder, han begaar, ja endog hans Forbrydelser og Mord ikke lutter Ting, som man dækker med Kristenkærlighedens Kaabe, og som ere gaaede i Glemmebogen et halvt Aar efter? Begiver den fornemme Mand sig til et farligt Sted, faar han en Sikkerhedsvagt med; gaar Akslen itu paa hans Vogn, straks ile alle til Hjælp; føler han sig generet af en Støj udenfor sin Dør, behøver han blot at lukke Munden op, og alt bliver paa Øjeblikket stille; generes han af Mængden, behøves der blot et Vink, og alt viger sky tilbage; kommer en Kusk ham i Vejen, er hans Tjenere beredt til at slaa denne halv ihjel, og halvtredsindstyve ærlige Fodgængere, som ile til deres Forretninger, maatte hellere lade sig overkøre, end at den usle Dagdriver skulde lade sit Køretøj standse. Hvor forskelligt fra dette er ikke Billedet