Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

188 BOÜSSEAU OG HANS „EMIL“. af den fattige! Jo mere Menneskeheden skylder ham, desto færre Rettigheder tilstaar den ham. Alle Døre ere liam lukkede, endog naar han har Ret til at lade dem aabne; og opnaar han ogsaa undertiden Retfærdighed, saa koster det ham mere Møje, end naar en anden vil udvirke sig en Gunstbevisning. Er der Tale om at gøre Hoveri eller stille Rekrutter, ja saa faar han rigtignok stadig Fortrinet. Foruden sit eget Læs trækker han bestandig ogsaa sin Nabos, som er rig og mægtig nok til at unddrage sig det. Ved ethvert Uheld, der tilstøder ham, staar han alene. Vælter hans usle Kærre, tør han ikke regne paa Hjælp, men maa oven i Købet prise sig lykkelig, hvis ikke en ung Hertugs galonerede Tjener i forbigaaende overdænger ham med grov Spot. Men den fattige, som er saa ulykkelig at have et redeligt Hjærte, en elskværdig Datter og saa tillige en mægtig Nabo, ham anser jeg for fortabt.“ Saaledes var det Samfund, i hvilket Rousseau droges ind. Og de fornemme Kredse aabnede sig snart for jham. Det maatte virke ganske ejendommeligt paa ham, som kom ude fra og ikke var vokset op i disse Omgivelser, men som gennem sit eget Liv paa én Gang var dragen med ind i de herskende Drifters Hvirvel og som en udenforstaaende kastede et kritisk Blik derpaa. Var det Maalet, til hvilket Civilisationen havde ført, opløste den sig jo i Tomhed og Fordærvelse, og med sin nervøse Naturs fine Modtagelighed bliver han stødt tilbage, føler Livet som en Pine og ledes derved ind paa Tanken om, at et Menneske maa drage sig ind i sig selv, bort fra det hele Samfund, maa lukke alle disse Adgange til sit Indre, som Sanserne og Forholdet til andre Mennesker aabne, og at jo færre Indtryk man