Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL.“ 189 faar fra Menneskeverdenen, desto lykkeligere bliver man. Og idet han ser, at Civilisationen er udartet, kommer han, ledet af sin stærke Indbildningskraft, til at bryde Staven over al Civilisation; hans Tanker flygte tilbage til den Tid, der ligger forud for al Historie og i hvilken Menneskene endnu levede i Naturens Skød, uafladelig hengi vende sig til Øjeblikket, uden Fortid og uden Fremtid, og han maler for sig selv og andre en undergaaet Lykke, som det gælder om at vende tilbage til, hvis man paany vil give Menneskelivet Sundhed og Kraft. Der opstilledes den Gang af en fransk Højskole en Prisopgave, der gik ud paa, hvorvidt det kan siges, at Videnskabens og Kunstens Genfødelse har været til Gavn for Sæderne, og dette Spørgsinaal slaar ned i ham. Han skildrer, hvorledes han paa en Vandring i Omegnen af Paris føler sig greben af de talløse Forestillinger, der mylre frem i ham, idet han stiller sig det alvorlig for Øje; han faar som et indre Syn, hvor det glimter for ham med en Tankerigdom, han før ikke har anet eller drømt om; han synker hen i en overjordisk Tilværelse, borte fra Tiden og Kummet, og vaagner op, efter en Tids Forløb, badet i Taarer, men som tilbagevendt fra en Aabenbaring, der er bleven ham til Del. Saa skriver han sin Afhandling i en Begejstringens Rus og besvarer Spørgsmaalet med et afgjort Nej. Videnskaben og Kunsten have ikke forbedret Sæderne, men kun bidraget til at opløse og undergrave dem, fordi de kun ere Udtryk for de uædle Drifter i Menneskenaturen og drage Mennesket ud af den naturlige Sindsro og Ligevægt, i hvilken det fra Begyndelsen har været. Han skriver et Par Aar efter en Afhandling, i hvilken han fuldstændiggør denne Kritik med et idealt Billede af, hvorledes Livet burde være, og han