Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

190 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. afmaler de store Skove, i hvilket Mennesket som Naturvæsen havde færdedes og i hvilke Lykken var at finde, fordi man aldrig vilde mere end man formaaede, og aldrig attraaede. andet end det nærværende. Det er i Anledning af denne Bog, at Voltaire skriver til ham, at han ved at læse den formelig har faaet Lyst til at krybe paa fire som et andet Dyr; det er imidlertid en Kunst, han har glemt for 60 Aar siden, og han vil derfor overlade det til andre, de ere bedre skikkede dertil end baade han selv og Rousseau. Mere og mere lever Rousseau sig ind i de litterære Omgivelser og deres Interesser, men ogsaa i Forhold til disse Venner spiller hans Natur ham mangt et Puds. Han hører til de Mennesker, som det er overordentlig vanskeligt at omgaas, fordi de stadig ere ude over den rette og sunde Grænse og deres Følelsesliv og Indbildningskraft skruer alt, hvad der møder dem, op til en Højde, der umuliggør et varigt Forhold til nogen. Han indgaar Venskaber og bryder dem, Kærligheds-forbindelser sluttes og opløses, han drager fra Sted til Sted blandt adelige Velyndere ude paa Landet, og hans Liv er i sin Grund et ulykkeligt Liv, fordi han aldrig nogen Tid kan finde et blivende Sted; mere og mere føler han, at han ikke er anlagt til at leve blandt Mennesker. Han modnes imidlertid som Forfatter, og der udgaar da ogsaa fra hans Haand Arbejder, som have bevaret deres Indflydelse ned gennem Tiderne og som hvert for sig have indledet en ny Bevægelse i den aandelige Udvikling. a. „Den ny Heloise“. Han bliver for det første Digter og skriver sin store Roman: „Den ny Heloise“. Det er en Fortælling