Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 191 i Breve, hvis første Del med flammende Ord skildrer Lidenskabens Magt over Menneskesjælen og forherlige!-Kærligheden som den alt overvindende og frigørende Følelse; det er Ungdommens og Elskovens Højsang, han med Selvoplevelsens Styrke der istemmer. Den anden Del af Bogen skildrer saa Ægteskabet som det. i hvilket Lykken findes, medens Lidenskaben fører til Fald og Undergang, og Ægteskabet mellem den unge Pige og den modne Mand bygges da paa Dyden og Fornuften, paa den gensidige Respekt. Det er ikke længer den flammende Begejstring fra første Del, man bliver Vidne til, det er mere som et Afkald, der har gjort op med sig selv og Livet, en Dydsprædiken, der taler om, hvorledes Ungdommens Fejltrin udsones. Men denne Bog udmærker sig ved mere end det, at den er et digterisk varmt Udtryk for Følelseslivet i Mennesket, den aabner Sluser, for hvilke der længe havde været stemmet op, idet den fører Natursansen ind i Digtekunsten; Rousseau lader Handlingen foregaa ved Bredden af Genfer-søen, der, hvor han selv havde tilbragt sin Barndom og første Ungdom, og han,maler Landskabet saaledes, at Læserne føle sig ligesom henflyttede til og hjemmevante i Lundene ved den himmelblaa Sø og mellem Buskene, der spejle sig i den. Da i Slutningen af Aar-hundredet den 25-aarige danske Digter Jens Baggesen kommer ned til disse Egne, fuldt betaget af Indtrykket af Rousseaus Bog, søger han sværmerisk alle de Steder op, som han kender fra Skildringerne i „den ny Heloise“, og lever hele dens Kærlighedshistorie om igen i de virkelige Omgivelser. Saaledes slaar Rousseau ned rundt omkring, udbreder en romantisk Følelse for Naturen i dens Skønhed og Storhed, som det 18de Aar-hundredes Digtekunst ikke hidtil havde kendt, og bliver