Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

192 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. derved Udgangspunktet for den digteriske Retning, der senere i Aarhundredét drager sejrrig ud over de civiliserede Folkeslag i Europa, erobrer den tyske Poesi og i Begyndelsen af vort Aarhundrede den danske under Navn af Romantikken, med dens Naturforherligelse og dens Frigørelse af Menneskets oprindelige Følelsesliv. Han kommer da til i Digtningens Verden at staa som en skabende Mester, der fører ind paa nye Veje, ad hvilke Slægten gaar et Aarhundrede efter ham, som en Spaamand, der peger ud over sin egen Tid og forstaar, hvad det er, der skal til, for at Menneskenaturen i hele sit Omfang kan blive vakt og sig selv bevidst. Han staar som en Indsigelse mod den Forstandsopfattelse af Livet, som i øvrigt er den besjælende Kraft i det 18de Aarhundredes Liv og Digtning. Det er en Følelsens Dyrkelse, han slaar ind paa, og hans Fremstilling bærer Præget deraf; netop derfor virker han saa begejstrende paa hele sin Samtid. Det er ikke de rolige, vel overvejede, skarpt udprægede Ord og Billeder, han bruger; det er en nægtig Følelsesstrøm, der bruser gennem alt, hvad han siger, han river med og overtaler mere, end haa egentlig overbeviser. b. „Samfundsoverenskomsten“. Saa skriver han en anden Bog af et fuldstændig modsat Præg, denne Gang en politisk Bog. Han havde været Gesandtskabssekretær i Venedig en halvanden Aars Tid, havde ogsaa der følt, hvad det vilde sige at være fængslet til en Virksomhed, der ikke laa for ham, til en tyrannisk Herre, der intet Hensyn tog til ham, snæverhjærtet, uduelig, kundskabsløs som Gesandten var, og havde ogsaa derigennem faaet sin Frihedsfølelse udviklet, men samtidig indhøstet praktisk Stof til Vur-