Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

BOUSSEAU OG HANS „EMU/7. 193 dering af politiske Forhold. Der er da hans Plan at skrive en stor politisk Afhandling, af hvilken han foreløbig udgiver en mindre Del i Aaret 1762 under Navn af „Samfundsoverenskomsten“. De Tanker, han deri udtaler, maatte paa en ejendommelig Maade skurre mod de bestaaende Tilstande. Han gaar ogsaa der tilbage til den drømte Guldalder, om hvilken hans Indbildningskraft holder saa meget af at sværme. Han tænker si'g da, hvorledes det menneskelige Samfund som saadant er blevet til, og det staar for ham, som om det, der er den bærende Kraft i Samfundet, er en oprindelig Overenskomst, som Samfundets Borgere have sluttet med hverandre, og 1 Kraft af hvilken nogle af dem have faaet den Opgave at være de styrende, for at det hele Samfunds bedste derigennem kan fremmes. Det er en Sammenslutning, som „med den fælles samlede Kraft beskytter og forsvarer hvert enkelt Statsmedlems Person og Ejendom, og i hvilken enhver vel forener sig med alle, men dog kun adlyder sig selv og altsaa vedbliver at være lige saa fri som før“. Regeringsmagten er da kun et Hverv, som Borgersamfundet har lagt i de enkeltes Hænder, og som saadant en Magt, der kan tages tilbage igen af den Folkesuverænitet, som oprindelig har givet den. En saadan politisk Opfattelse maatte nødvendigvis støde an mod det enevældige Kongedømmes Grundsætninger, mod Tanken om Kongedømmet af Guds Naade, der drog saa skarp en Skillemur mellem Kongen, Regeringsmagten, paa den ene Side og Folket paa den anden Side, og han, Borgeren fra Genf, udvikler nu i Bogen sine Forestillinger om Friheden og om Ligheden og danner derved de Slagord, som senere spille saa stor en Rolle, da de politiske Forhandlinger antage en mere praktisk Natur, og Revolutionen i 1789 H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 13