Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

194 EOUSSEAU OG HANS „EMIL“. bryder med den gamle Tid og de nedarvede Tilstande. Man kan sige, at Rousseau i Virkeligheden er Fader til de Former, under hvilke det franske Folk, da Revolutionen bryder løs, søger at skaffe sig Sikkerhed for sin Frihed. Han, den menneskesky Drømmer, sætter de store Masser i Bevægelse, former det historiske Liv langt ud over, hvad han selv havde drømt om. Denne Bog er ogsaa, hvad dens Sprog angaar, et Modstykke til „den nye Heloise“, det er et Forsøg paa at give alt i Afhandlingens Form forholdsvis kort og knapt, ræsonnerende, uden at henvende sig til Indbildningskraften, men overbevisende gennem sine almene Begreber, tør i Forhold til, hvad den anden Bog havde været. Den blev aldrig til andet end til et Brudstykke. c. „Emil“. Men samme Aar udgiver han saa en stor Bog, som bliver hans Hovedværk, det er hans Skrift om Opdragelsen : „Emil“, som den hedder. Ogsaa i den mærker man Tænkeren og Digteren, der er smeltede sammen i én Person. Det er en Roman, men en Roman af en ganske ejendommelig Art. Den følger et ungt Menneske fra Fødslen til det 25de Aar paa alle de Veje, ad hvilke hans Udvikling foregaar, for at vise, hvorledes den naturlige Udvikling hos et Menneskebarn er, og hvorledes Opdragelsen paa rette Maade kan støtte denne Udvikling. Man har kaldt denne Bog for Opdragelsens Naturevangelium, og Løsenet deri. Pulsslaget, der banker i hver Sætning, er ogsaa disse Ord: Lad os vende tilbage til Naturen. Alt er godt, som det kommer fra Skaberens Haand, alt vanslægter mellem Menneskenes Hænder — det er Bogens første Sætninger, og det angiver tillige, at Grundtanken i den er en