Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 195 skarp Dom over den udartede Civilisation, en harmfuld Fordømmelse af det Liv, han lever i. Og dog er det ikke hans Mening at skrive en Bog, som slet ikke skulde kunne finde nogen Anvendelse paa Virkeligheden. Ganske vist er den vilde hans Ideal, og det er fra hans Tid, at Sværmeriet for Indianerne og alle lignende Folkeslag med deres usmittede Ærlighed og altid sejrende Heltestyrke trænger ind i Litteraturen. Men han siger dog udtrykkelig et Sted i „Emil“, at det er ikke en vild i Ørkenen, han vil opdrage, det er en vild i Byerne. Deri ligger paa én Gang det, man kunde kalde Bogens Modsigelse, og det, som gør, at det ikke blot er et rent Drømmebillede, han maler, men et Billede, hvis Træk kan faa rig Anvendelse i det praktiske Liv. En vild i Byerne, hvad vil det sige? Det vil sige: Et Menneske, der midt i det civiliserede Samfund alligevel har bevaret Forholdet til Naturen, alligevel gennem sin Udvikling hævder sin Ret til at være Menneske, til at udvikle sig i Kraft af en indre Drift og til ikke at bøje sig under Former, der paatvinges én fra det Samfund, man lever i. Men idet Samfundet er saa besmittet som det er, kan Emil ikke opdrages i dets Midte. Saa lader Rousseau Drengen fra Fødslen af blive sendt ud paa Landet, hvor han lever midt i Naturen og af Mennesker kun har om sig en Hovmester, som skal lede ham Skridt for Skridt og ikke slippe ham, førend han er kommen i Havn. Og denne Hovmester, det er Rousseau selv, der har trukket i Opdragerens Klædedragt for at vise, hvorledes den rette Opdragelse skal være. Han følger Emil trolig, men intet øjeblik saa-ledes, at han trykker ham ved sin Overlegenhed, han er paa hvert Punkt kun den ældre Kammerat, aldrig den myndige Hovmester, der kræver Respekt. Han er 13’