Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

196 ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. et Vidunder af Skarpsynethed og Klogskab. Det, som det for ham kommer an paa, er at følge selv den mindste Bevægelse i Emils Hjærte, at forudse den og lede den saaledes, at den netop udviker sig paa rette Maade; han opfatter Opdragelsen som en Vækst inde fra og ikke som et Tryk og en Tvang ude fra. Men medens han slaar fast, at Opdragelsen kun er Naturens egen Gang i Menneskelivets Vækst, saa bliver dog Emils Opdragelse, udøvet af en skarpsynet, næsten alvidende Pædagog, et Kunstværk, som ikke mange ere i Stand til at gøre ham efter, fordi det kræver de aller-sjældneste og videstgaaende Forudsætninger hos den, der skal kunne gennemføre det. Ogsaa deri ligger der en Modsigelse i Bogen. Saa lever altsaa Emil ude paa Landet. Hans egentlige Opdragere skulle ikke Menneskene være, det skal være selve Naturen, Planter og Dyr, Metaller og Stene, lutter Genstande for hans undrende Opmærksomhed og for hans travle Syslen. Naar den menneskelige Opdrager giver sine Befalinger, opfatter Barnet dem mangen en Gang kun som Udtryk for en lunefuld Vilkaarlighed og opægges derved til Lidenskaber, som det endnu ikke kan taale. Ligeoverfor Naturens Frembringelser føler Drengen derimod snart, at der ingen Lunefuldhed hersker, at Lidenskab ikke hjælper,, men at man kun opnaår, hvad man vil, naar man for Alvor sætter sine Kræfter ind derpaa, og at man maa standse og sige: Nu mægter jeg ikke mere, hvor éns Kræfter svigte. Emil lærer da ad denne Vej sine Omgivelser og sine egne Kræfter at kende, udvikler derigennem sine Sanser, sin Forstand og sin Vilje, lærer at bøje sig under Nødvendigheden og at staa fast, hvad der saa møder. Man ser, hvorledes Rousseau her skildrer en Udvikling, der danner et fuldstændigt Mod-