Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HÄNS „EMIL“. 197 stykke til hans egen. Det gaar jo ikke sjælden saa-ledes, at Digteren netop gribes stærkest af det Idea], 'han i sit personlige Liv ikke har været i Stand til at virkeliggøre, af det, han føler sig knyttet til gennem Modsætningen, Savnet og Længselen. Rousseau havde aldrig været den staalhærdede Natur, som rolig bøjede sig under Livets Nødvendighed, men Emil skal være det, skal staa som en Klippe midt ude i det store Hav: om Bølgerne end stige nok saa højt og kaste sig nok saa voldsomt mod Klippens Fod, den lader sig dog ikke rokke. Den sunde Udvikling hos ham skal sikres ved at holdes udenfor alt, hvad der er kunstigt og lavet, alt unaturligt Hastvæk, han skal ikke drives frem i Utide til en Viden, der ikke svarer til hans Alder, Videnskaberne skat han ikke lære, men opfinde dem selv, siger Rousseau. Saa spørger man: Men er det dog ikke at stille for store Fordringer, at tale om et Barn, der skal opfinde Videnskaber og opfinde dem alle, er det ikke Vanvid? Dertil maa vi svare: Det gaar her, som det saa ofte gaar hos Rousseau, Udtrykket antager en Højde, har, bogstavelig opfattet, en Rækkevidde, i hvilken det ikke kan staa til Troende, men bryder man Brodden deraf, tager man det overdrevne bort og ser, hvilken Tanke der danner dets Kærne, saa finder man en dyb og blivende Sandhed deri. Saa er da paa dette Punkt Rousseaus Mening den, at kun det slaar Rod i Barnet, som det selv paa første Haand har erhvervet sig, kun hvad Barnet selv har iagttaget og erfaret, hvad det gennem sine Sanser har tilegnet sig som levende Indtryk og med sin Forstand har bearbejdet, saaledes at der bliver Sammenhæng og Orden deri, kun det er et Grundlag for enhver, videre Udvikling, og deri ligger i Virkeligheden Udgangspunktet for det, der