Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

198 ROUSSEAU OG- HANS „EMIh“. senere kan kaldes den egentlige videnskabelige Bestræbelse. Det er mod den tillærte Kundskab paa anden Haancl, han fører Krig til Forsvar for et virkeligt personligt Forhold mellem Barnet og de Genstande, det skal tilegne sig Kundskab om. Derfor gælder der. om at lære Emil at bruge sine Øjne og Øren, saaledes at intet Indtryk gaar tabt, at øve sin Følesans, til den bliver fin som den blindes, hos hvem den træder i Synets Sted. Det er bedre, siger Rousseau, at have sine Øjne paa Spidsen af Fingrene end at have dem i en Lysestøbers Bod, det vil sige: det er bedre at kunne vænne sig til at færdes frit i Mørke med den fineste Fornemmelse af, hvad man færdes imellem, end at være afhængig af et saadant Civilisationens Produkt som det kunstige Lys; den seende skal kunne gøre i Mørke uden Lys, hvad den blinde kan gøre om Dagen uden Øjne. Det er en Udvikling af de Kræfter, der bo i selve Menneskenaturen, Rousseau kræver. Alt, hvad Emil skal lære, skal derfor udspringe af hans egen personlige Trang gennem det selvoplevede, Bøger skal være en forbudt Vare for ham, saa længe han er Barn. Naar han f. Eks. skal lære Geografi, sørger Hovmesteren for, at han og Emil en Dag forvilde sig paa en Spasere-tur; de trave afsted i deres Ansigts Sved gennem Skove, forbi Stenbrud, over Marker, Formiddagen igennem, til de blive trætte og sultne, men ane ikke, hvor de ere. Saa komme de til en Skov, som de kende, og vide, at naar de ere i den, ligger deres Hjemsted mod Syd. Paa den Skygge, Træerne kaste, kende de Verdenshjørnet, slaa ind paa en Sti i den Retning og komme til Udkanten af Skoven, hvor Emil klapper i Hænderne af Glæde og udbryder: „Aa, nu. ser jeg Byen, dér ligger den lige for os. Nu skal vi spise Frokost og