Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL . 199 Middagsmad, lad os skynde os - Geografi ei’ dog godt for noget!“ „Man kan være vis paa,“ føjer Rousseau til, „at han aldrig i sine Dage vil glemme, hvad han den Dag har lært; havde jeg indskrænket mig til at. lade ham tænke sig det hele hjemme paa sit Værelse, vilde min Tale allerede Dagen efter være glemt. Saa meget man kan, skal man tale gennem Kendsgerninger og kun sige, hvad man ikke praktisk kan udføre.“ Det er Hovmesterens Kunst paa den Maade at skabe hos Emil Trangen til Kundskab og Erkendelsen af dens Nytte ud fra, hvad han selv virkelig har oplevet. Han gaar til ’ Værks paa samme Maade, da Emil skal lære at læse. Hvad kan det hjælpe at tvinge en Dreng, der ikke aner Betydningen af at kunne læse, til at sysle med de sorte Kragetæer, nej, det gælder om at vække Lysten i ham- Emil faar da jævnlig, paa Hovmesterens Anstiftelse, et Brev; de lukke det op, men o ve, hverken han eller Hovmesteren kan tyde det, ingen af dem kan læse, og der gaar nogle Dage, inden de finder et Menneske, som kan eller vil hjælpe Emil. Endelig faar han det tydet, og saa indeholder det en Indbydelse til en Spaseretur, en Rotur, en offentlig Fest, et Middagsselskab; men nu er det for sent, det rette Øjeblik er spildt. Saa tænker Emil: Hvor vilde det have været godt for mig, om jeg straks kunde have læst Brevet, den Kunst maa jeg lære saa hurtig som muligt, og nu slider og slæber han for at naa saa vidt. „Jeg ei næsten vis paa,“ siger Rousseau, „at Emil vil kunne læse fuldkomment før sit tiende Aar, netop foidi jeg lægger saa ringe Vægt paa, at han skal kunne det, før han er femten.“ Emil bliver ældre, men endnu har han ikke lært noget f. Eks. af Historien. Og hvorfor ikke? Fordi man