Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

OPDRAGELSENS HISTORIE. 9 staa de muhammedanske Folkeslag, navnlig Araberne med deres gennemtrængende Forstand og sanselig glødende Indbildningskraft, der med Koranen og de gamle Grækeres Skrifter, som. Aristoteles, til Udgangspunkter udviklede en egen Poesi og Videnskabelighed, især fra Abbassidemes Tid, der lod græske, syriske og persiske Forfattere oversætte paa Arabisk og oprettede Skoler og Biblioteker i Hovedbyerne. I Spanien fremmede Omaijaderne Videnskab og Kunst; i det 10. Aarh. var der 5 offentlige Biblioteker og 14 Universiteter med arabiske, kristne og jødiske Lærere ved Siden af hverandre. Derfra udbredte saa Kendskabet til Aristoteles, Sansen for Naturvidenskab og Filosofi sig til de vesterlandske Folk. I sin Roman „Hay ben Yoqdhän“, Naturmennesket, en Forgænger for Rousseaus „Émileu, skildrer Arabei'en Ibn Tofail (d. 1185) en gennem sig selv til ren Aandelighed opdragen Personlighed. Den direkte klassiske Tradition faar nyt Liv i det 14de og 15de Aarh., især efter 1453, da Skarer af græske lærde forplantede den til Italien. I Oldtidens Litteratur og Kunst føler Menneskenaturen sig igen fri efter Middelalderens Tryk; det bliver en Renaissancetid med Kunsten som Beundring af Mennesket i dets Kraft og Skønhed til Midtpunkt og Livet selv, i Nydelsen af den genopvaagnede Ungdoms Kraft, som et festligt, broget Skuespil. Klassikerne ere Dannelsens Forbilleder, Platon i Stedet for Aristoteles, Cicero blandt Romerne. Efterhaanden gaar Kulturbevægelsen over til en blot Stilbestræbelse. Sturm i Straszburg er som Skolemand dennes dygtige Praktiker. Med den klassiske Renaissance følger den bibelske, med den humane Frigørelse en kristelig, hvis Gennembrud sker ved Reformationen. Det religiøse Livs Tyngdepunkt flyttes fra Kirken til