Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

ROUSSEAU OG HANS „EMIL“. 201 noget rigtigt, men tillige noget galt i denne Rousseaus Dom. Det rigtige er dette, at Barnet ikke er trængt ned til selve Kærnen i den historiske Personligheds Handling, det gale er det at domfælde Barnets Opfattelse af den Grund; det, Barnet har haft Indtryk af, er dog noget, der staar i Forbindelse med det dybest liggende. Det er ikke usandsynligt, at havde Aleksander ikke i det Øjeblik været saa fuldt optaget af Tillid til sin Læge og Foragt for Angiveriet, havde han ikke med en saadan Energi drukket Medicinen. Det er den mest udvortes Side, Barnet opfatter, men ved efter-haanden at trænge dybere og dybere ind naar det til det væsentlige. Hvad vi kunne uddrage som en Lære af Rousseaus Fortælling, er dette, at man ligeoverfor Børn kun maa drage de Sider af Historien frem, som Barnet er i Stand til at magte, nøjes med den For-staaelse, som er naturlig for Barnet, og gennem hvilken det naar til en dybere gaaende, og ikke forlange, at det skal se med den voksnes øjne paa de store Verdensbegivenheder. Emil kommer nu ind i den Alder, hvor han skal arbejde paa egen Haand med Indhøstning af Kundskaber; han staar i en vis Forstand paa sit Livs Højdepunkt, fordi, som Rousseau siger, hans Kræfter nu foreløbig ere stærkere end hans Ønsker, medens der snart vil komme en Tid, hvor hans Ønsker ere mæg-tigere end hans Kræfter. Emil arbejder da med Bøgerne. Der har hidtil kun været en eneste Bog, som han har maattet læse, og det er, betegnende nok, Fortællingen om Robinson Krusoé. Man forstaar let, hvorfor den saa at sige er Rousseaus Bibel, i alt Fald for Børn: den viser jo i et gennemført Billede, hvad den kraftige Selvhjælp betyder, som Rousseau i saa høj Grad tager